Menu

Forside Junior PC-kørekort

• Indhold

Junior PC-kørekort koncept

 

Konceptbeskrivelse

Grundlaget for Junior PC-kørekortet i den nuværende form er kravene til it- og mediekompetence og digital dannelse, som de er beskrevet i Faghæfte 48.
Ud fra faghæftet har vi formuleret og samlet kravene til elevernes it- og mediekompetence i trinmål for henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling.

Faghæftet beskriver it- og mediekompetencer ud fra to formål:

  • Web 2.0, it og medier skal indgå som redskaber, der understøtter og kvalificerer elevernes både formelle og uformelle læreproces
  • Web 2.0, it og medier skal ses i et dannelsesperspektiv, der ruster eleverne til at kunne tilpasse sig og agere i stadig nye udfordringer og betingelser i det digitaliserede samfund.

Arbejdet med Junior PC-kørekortet indebærer således, at eleverne både tilegner sig færdigheder i brugen af programmer og tjenester og tilegner sig viden, kompetencer og digital dannelse, så de kan agere i det digitaliserede samfund.

Set i det perspektiv er det op til en vurdering ud fra den konkrete sammenhæng, hvornår trin- og slutmål er nået.
Derfor bygger Junior PC-kørekortet på løbende vurdering og stillingtagen hos elever, lærere, team og skolen som helhed.

 

Samarbejde og ledelse

Junior PC-kørekort bygger på samarbejde. Lærerteamet er helt centralt. Det er teamet, der tilrettelægger undervisningen i de enkelte klasser og årgange, og for at skabe en sammenhæng i elevernes udvikling af kompetencer er det nødvendigt at samarbejde på langs i skolen. Ledelsen spiller derfor en afgørende rolle, så det bliver et fælles anliggende for hele skolen.

Den pædagogiske it-vejleder

Sammenhængen i arbejdet med it- og mediekompetencer kan inspireres og koordineres af skolens pædagogiske it-vejleder.
Skolens pædagogiske it-vejleder er den ressourceperson, der kan gå ind og støtte på de enkelte trin og samtidig understøtte arbejdet frem mod at opfylde skolens samlede it- og mediehandleplan.